CBCT i Horsens giver mulighed for mere præcis 3D-røntgen, når almindelige røntgenbilleder ikke giver information nok. Hos Tandlægerne Torvet bruger vi CBCT-scanning til udvalgte undersøgelser, hvor detaljerede billeder af tænder, kæber og knogle kan hjælpe med planlægning og vurdering.
CBCT i Horsens til patienter
En CBCT-maskine er en avanceret røntgenmaskine, som kan tage detaljerede 3D-billeder af tænder, kæber og knogle i ansigtet. I modsætning til almindelige røntgenbilleder, som viser et fladt billede, kan en CBCT-scanning vise området fra flere vinkler.
Det gør det lettere for tandlægen at se forhold, som ellers kan være skjulte. Vi bruger især CBCT ved vurdering af underkæbens visdomstænder, implantatplanlægning, rodbehandlinger og sygdomme i kæben.

Hvordan foregår en CBCT-scanning?
Undersøgelsen er hurtig og smertefri. Patienten står eller sidder stille, mens maskinen roterer rundt om hovedet i nogle sekunder.
Stråledosis er ikke lige så høj som ved CT-røntgen på sygehuset, men den er højere end ved almindelige tandrøntgenbilleder. Derfor tager vi kun CBCT-optagelser, når der er behov for oplysninger, som kan understøtte behandlingen, og som ikke kan opnås på anden vis.
På klinikken bruger vi en moderne CBCT-scanner med AI-software, der hjælper med at få mest mulig information ud af de optagelser, vi udfører.

CBCT for henvisende tandlæger
Klinikken råder over en Planmeca Viso G1 CBCT-maskine. Vi modtager henvisninger til CBCT-scanning via EDI-portalen.
Vi beskriver CBCT-optagelsen og sender en røntgenrapport retur med screenshots af de vigtigste informationer fra optagelsen. Ved henvisning til CBCT bedes tidligere relevante røntgenoptagelser og en beskrivelse af, hvad optagelsen skal afklare, fremsendes.
Vi sender herefter beskrivelse retur med EDI inden for en uge. DICOM-filerne kan også fremsendes, så du selv kan bruge hele optagelsen i en studyviewer eller til fremstilling af guideskinner.
Beskrivelserne udføres som udgangspunkt af tandlæger på klinikken med certificeret efteruddannelse inden for CBCT eller hos Kon-rad. Henvisende tandlæge må gerne skrive i EDI-henvisningen, hvis der er specifikt ønske til, hvem der skal beskrive optagelsen.

Spørgsmål om CBCT-røntgen
Har du spørgsmål til CBCT i Horsens, eller ønsker du at høre, om en CBCT-scanning er relevant i forbindelse med din behandling, er du velkommen til at kontakte Tandlægerne Torvet.
Du kan også læse mere om vores arbejde med implantater, digitale kroner og kroner og broer.